Udlejre Kirke

Udlejre kirke er bygget på den gamle landsby Udlejres jord.  

Kirkens historie begyndte i 1967, da et fremsynet menighedsråd med pastor Boe Bojsen Bøgh i spidsen og med bl. a. Harald Hansen, C. B. Andersen og lærer Nielsen som gode hjælpere, købte grunden af Ørnebjerggårds ejere Else og Viggo Poulsen.  

I 1987 udskrev menighedsrådet en arkitektkonkurrence, som blev vundet af arkitektfirmaet Niels Munk, Viggo Kanneworf og Wilhelm Wohlert. I løbet af et år lod menighedsrådet med Inger Christensen som formand og Niels Verner Sørensen som leder af byggeudvalget kirken opføre. Ingeniørfirmaet Johs. Jørgensen og Mogens Balslev stod for det tekniske, og havearkitekt Andreas Bruun stod for planlægningen af omgivelserne.    

Den 2. december 1990 indmurede biskop Johannes Johansen den første grundsten, idet han udtalte at "Alting er til enhver tid kun en begyndelse". Der blev indmuret i alt 5 røde munkesten fra moderkirken Ølstykke kirke. De er indmuret i korsform lavt bag alteret. Bag den 3. sten er indmuret en messingcylinder med en hovedtegning af kirken, et menighedsblad, en side af dagens avis og tidens mønter. Stenene er malet hvide som væggene.

I pinsen 1991 blev der holdt rejsegilde, og den 24. november 1991 blev kirken indviet. Kirkebygningen er opført af hvidmalet murværk med tag af blådæmpet tegl. Den nederste del af ydermuren er lecablokke dækket af rødfarvet puds. De indvendige vægge i kirkerummet er hvidmalet murværk med fuger udskrabet i mønstre, hvilket medvirker til at give rummet en god akustik. Gulvet i kirkerummet og våbenhuset er af røde mønsterlagte murstensklinker. Gulvet i Udlejresalen og konfirmandstuen er mahogniparket. Kirkerummet er udført i basilikaform ligesom Roms tidligste kirker. Udlejre kirke forener således en klassisk form med vor tids ideer om en kirke med mange muligheder. Kirkeklokkerne er fremstillet af Paccard, Annesy i Frankrig. I folderen er der fejlagtigt angivet, at det er Thubalka, der har lavet klokkerne.

Folder om Kirkens historie er fremlagt i kirken og fås ved henvendelse til kirkekontoret.

Folderen kan ses her