15/02/2025 0 Kommentarer
Nyt fra Ølstykke Sogn 15. februar 2025
Nyt fra Ølstykke Sogn 15. februar 2025
# Nyheder

Nyt fra Ølstykke Sogn 15. februar 2025
Indlæg fra formanden
Jeg vil starte året med at ønske alle et godt nytår, selv om vi er langt inde i februar måned.
Året startede med nytårsgudstjeneste d. 1. januar kl. 16. Det var en god og festlig start på året. Simon sluttede gudstjenesten af med at spille Champagnegaloppen, hvorefter der blev serveret kransekage og champagne.
Det nye menighedsråd har holdt sit første møde, og jeg som formand synes, vi er kommet godt fra start. Der er selvfølgelig meget at sætte sig ind i og forholde sig til. Flere af de nye i medlemmer og jeg har deltaget i kurser om arbejdet i menighedsrådet. Vi har været til et møde i Smørum og et i Frederikssund. Det er godt at få noget grundviden om arbejdet i menighedsrådet.
Jeg er glad for, vi i det forrige menighedsråd besluttede at ansætte en administrationschef på 30 timer. Vi kan dog nu se, at de 30 timer ikke rækker, hvorfor Kissy, som er ansat som administrator for den daglige drift, skal op på 37 timer for også at have tid til medansvar for økonomien.
Den afgående formand Jesper Helsø har lavet et kæmpe arbejde, da han alene har varetaget mange af de opgaver, som Kissy i dag har overtaget.
Liv og vækst holdt frivilligaften d. 29.1. hvor alle frivillige hjælpere var inviteret til smørrebrød, øl, vand og vin og hyggeligt samvær, som tak for hjælpen. De frivillige hjælpere er med til at støtte op om menighedsrådets arbejde, så kirken kan være synlig i Ølstykke sogn.
Jeg som formand takkede også for hjælpen med et lille vers af Lars Lilholt:
Der er en tid til at tale,
en tid til at tie,
en tid til at græde
over en vi kan li’
Der er en tid mest til latter,
når venskab fornys.
Jeg tror vi er her for at tænde lys,
tænde lys for hinanden
Og det er jo det alle de frivillige gør, tænder lys for deltagerne, så alle der kommer føler sig velkomne.
Så endnu engang tak til alle, der hjælper med de arrangementer, som menighedsrådet sætter i gang.
Hvis nogle af jer læsere kunne tænke sig at være frivillig hjælper, er I meget velkommen til at henvende jer til menighedsrådet.
Lige nu arbejder vi på at blive klar til at underskrive en købsaftale på en grund ved Egedal station til en ny kirke.
Som jeg ser det, er det ikke en ny kirke, vi skal bygge nu, men vi er nødt til at reservere en grund til fremtiden. Styregruppen for køb af grund, hvor Svend Kjærgård er formand, skal nu i gang med at se på, hvad grunden skal bruges til. Er det et menighedshus vi skal bygge, eller skal vi lade grunden ligge som en blomstereng. Det bliver en spændende snak, vi skal have det kommende år.
Vi hører derfor gerne om gode ideer til grunden, eller andre ting som I læsere synes vi skal tage top i menighedsrådet.
Jeg glæder mig til arbejdet som ny formand.
Med venlig hilsen
Bendt Tranekjær
Kommentarer